23-04-2010

Getting Things Done seminar

Category Getting Things Done Danish
Jeg har tidligere skrevet om Hvad er Getting Things Done. Og det er kort fortalt en metode til at få styr på alle sine opgaver, projekter, ansvar... ting der optager dit liv og din tid.
Og det er ikke en højt-ravende filosofi - det er en værktøjskasse.
Jeg har arbejdet efter den metode i et par år nu og er rigtigt godt tilfreds med den.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på at der den 28/4-2010 er mulighed for at deltage i et web-seminar hvor man bliver introduceret til GTD af manden der har "opfundet" metoden. Samme seminar blev afhold for IBMere for et par uger siden med stor succes; mint indtryk er at det er er 1½ time man får noget ud af.

Man kommer dels til at høre om GTD og dels om hvordan man kan arbejde efter GTD metoden med de værktøjer som findes sammen med Lotus Notes. Og så får man selvfølgelig også at vide hvorfor man bør overveje at invester i en special-udgave af Lotus Notes mail/kalender som bliver lavet af firmaet eProductivity. Jeg bruger denne skabelon.

Så vidt jeg kan regne ud er det klokken 16 til 17:30 dansk tid. Det er 10am til 11:30am Pacific US tid.

Her kan man læse om og melde sig til seminaret: Getting Things Done with IBM Lotus Notes.

24-03-2010

Android 2.1 på Milestone inden udgangen af marts!

Category Android Danish
Spændende. Det er ca. en måned siden at vi fik Android 2.0.1 på Motorola Milestone, og nu ser det ud til at vi får version 2.1 allerede indenfor en uges tid:
Milestone actually does updates – Android 2.1 comes to the Motorola Milestone.
I Hong Kong har de allerede 2.1-opgraderingen til Milestone.
I USA har de den ikke.
Og på androidandme.com skriver de altså at den er planlagt til at komme i Europa inden udgangen af marts: "European Milestone owners shouldn’t be waiting long for their little slice of 2.1 heaven as they are now slated for the update before the end of March."

Vigtigste nyheder ifølge mig:
  • Koden afvikles hurtigere. Ikke at jeg oplever det store problemer i dag, men det er da ltid dejligt med mere krudt.
  • Fem skærme i stedet for de tre vi har nu. Plads til flere widgets!
  • Live Wallpaper. Altid godt til når man sidder i toget ved siden af nogen der har en iPhone

21-03-2010

Øhm: Noteskode der afvikles 3-6 gange hurtigere. øh - wow!

Category Lotus Notes Danish
Prøv lige at læse denne blogentry: synchronize(this);

Ham her har fundet ud af at der findes en anden jar-fil end den som man tænker mest på når man laver Java-kode i notes.
Og inde i den findes en del af de klasser+metoder som vi allerede kender fra notes.jar.
Den største forskel på notes.jar og så denneher ny-fundne jar-fil er, at hvis din kode trækker på klasserne i den nye så kører din kode 3-6 gange hurtigere end før.
Kode som arbejder på Notes-objekter.

Inde i IBM/Lotus ved man godt at man har denne super-hurtige udgave. Den er ikke komplet. Den bruges i nogle hjørner af Notesklienten i dag. Og de vil gerne lave den færdig, men kunderne efterspørger det ikke.
HVAD GØR DE IKKE?

Det er altså rimeligt vildt. Det er vigtig læsning. Måske vi skal slå på nogle trommer et sted. Det handler slet ikke bare om vores (stort set ikke-eksisterende) java-baserede agenter. Det handler om hele Notesklienten. Som måske kunne køre 3-6 gange hurtigere.

07-02-2010

Jeg har fået méngodtgørelse efter Achillessenen sprang

Category Helbred Danish
Jeg har lige fået brev fra vores forsikringsselskab - Lærerstandens Brandforsikring - hvor de skriver at det er blevet vurderet at jeg har en méngrad på 5%, og derfor sender de mig en check på ca. 45.000 kroner.
Min Achillessene sprang (det der kaldes achillesseneruptur) for lidt over to år siden - den 15/9 2007 - og den blev så syet sammen.
Derefter har jeg været gennem et forløb der skulle give fuld førlighed igen. Og jeg er så ikke endt med at være den samme Jens som jeg var før.
Du kan læse hvad jeg har blogget om emnet her: blogs om achillessenen.

Der var nogle rare folk der som kommentarer til det jeg har skrevet gjorde opmærksom på at ens forsikring kan have noget at tilbyde når sådan en skade er sket. Og heldigvis tog jeg mig sammen og skrev til forsikringsselskabet.: Sprunget Achillessene - ulykkesforsikring - start på skadesanmeldelsesforløb. Det var i starten af december 2009..
Og så kom der altså brev tilbage nu her i starten af februar 2010.
Det er jo noget pudsigt noget med sådan en udbetaling. Den gør jo ikke at jeg nu får det bedre med mit ben. Og det er jo ikke sådan at jeg er alvorligt handicappet. Det er sådan en slags kompensation. Men det er altså en ulykkesforsikring som vi har valgt at have, og nu kan vi så se at den faktisk virker.

29-01-2010

My Tracks - automatisk generering af kort over hvor man har løbet, gået eller cyklet

Category Android Danish
Jeg har lige afprøvet en app til Android. Den hedder My Tracks.

Prøv at se dette skærmdump fra Google Maps.

Det er et kort over en cykeltur jeg kørte fra min tandlæge og hjem her til morgen (nul huller iøvrigt). Og det kort blev lavet automatisk ved hjælp af en app til min Android telefon. Denne app hedder så My Tracks.
Man starter My Tracks op, siger at den skal begynde at optage, og når man så er ankommet i den anden ende af ruten så vælger man at den skal stoppe, og så kan man klikke på en knap som gør at ruten bliver til et nyt kort i "my maps" på Google maps.
Og den har så beregnet alt muligt smart omkring hastighed og afstand. Jeg synes at det er cool.

Du kan se mit kort "live" her på Google maps: skb og hjem gennem skov.
A picture named M2




16-12-2009

Blog - indledende øvelser med Motorola Milestone (Droid)

Category Danish Android
Min nye Motorola Milestone ankom i går. Her er de første noter om hvordan det er gået med den.
Overskriften er: Helt fint.

3G netværk
Jeg bruger TDC som mobiloperatør. Og jeg har et abonnement der tillader 3G netværkstrafik.
Men jeg havde til en start ikke netværksforbindelse over 3G.
Kuren var: Home->Settings->Wireless & Networks->Mobile Networks->Access Point Names->Tryk på settings
Jeg udfyldte formularen med disse oplysninger:
A picture named M2

Name: Tdc internet
APN: internet
Ikke mere. Jeg forlod formularen ved at trykke på back og kunne nu se at der stod Tdc internet i listen over apn.
Herefter kom der et H-symbol og nogen gange et 3G-symbol til venstre for det lille trappe-symbol der viser mobilnetværks-forbindelsen.

Og så er jeg iøvrigt lige skiftet til Telenor som teleselskab. Her hedder APN også "internet".

Installation af apps
Jeg tager fat i Market for at installere lidt forskelligt. Især selvfølgelig TouchDown som jeg tidligere har set køre godt med HTC Hero.
ToucDown findes nu i en version til Android version 2. Virker fint.
Havde lidt knas med kontakterne. Jeg går ind i TouchDowns liste med kontakter og trykker settings og beder om at kopiere til telefonen. Og det gør den.
Så går jeg til telefonens kontaktliste, men den viser kun en kontakt fra gmail.
Trykker settings. Her kan jeg konfigurere at den også skal vise TouchDown-kontakter. Alt OK.

Hardwaretastatur til at skrive med
Udemærket. Klart hurtigere end softwaretastaturet.
Danske tegn: Ja! Som forventet faktisk. Der er ikke en tast med f.eks. et ø på, men holder man o-tasten nede så kommer der en popup med forskellige tegn der er i famile med o frem, klik på skærmen og så har jeg et ø.

Diverse tests
GPS og Google maps. Virker.
GeoBeagle. Virker.

11-12-2009

eProductivity - få 15 licenser for 10 licensers pris

Category Danish Getting Things Done
Jeg har nu efterhånden længe brugt en Lotus Notes email skabelon som gør at min email, kalender og to-do følger principperne i David Allens Getting Things Done (GTD) arbejdsmetode. Du kan se hvad jeg har skrevet om eProductivity her og der er også noget tilsvarende jeg har skrevet på dansk.
eProductivity er en opdatering af email-designet. Det er et firma der hedder ICA der laver eProductivity.
Jeg har lige fået en email fra ICA hvor de skriver at hver gang man køber 10 licenser til eProductivity så får man fem ekstra. Jeg ved at flere danske organisationer kigger på eProductivity - måske det var noget for jer at se på dette tilbud. Det gælder frem til 31/12-2009. Hvis der ikke er noget at læse på deres website om det så skriv en email til dem og nævn at I har hørt om tilbudet... så er de garanteret forhandlingsparate.
Men start da med at hente evaluerings-kopien; det koster ikke noget og den har fuld funktionalitet. Og hvis man ikke vil have den efter evaluerings-periodens udløb så skifter man bare tilbage til det almindelige design. Hvis det var noget så smut hen på 3 Steps to Getting Things Done with Lotus Notes.

07-12-2009

Sprunget Achillessene - ulykkesforsikring - start på skadesanmeldelsesforløb

Category Danish Helbred
Så er jeg i gang med at køre forløb et med mit forsikringsselskab i forlængelse af at min achillessene sprang for to år siden (se blogs om achillessenen). Det var højre ben jeg fik skaden i.
Jeg har sendt en skadesanmeldelse til forsikringsselskabet for en uges tid siden og har fået en "Funktionsattest for underben" tilbage som min læge skulle udfylde.
Jeg er lige kommet tilbage efter besøg hos lægen hvor hun så udfyldte attesten. Og det er så lægen der sender attesten til mit forsikringsselskab.
Lægen drager ikke nogen konklusioner - hun målte bare ting og spurgte mig om hvordan det stod til.
Jeg har et par tal der er interessante:
Min venstre lægmuskel er 42 cm i omkreds. Min højre lægmuskel er 39 cm. Det syntes lægen var en stor forskel.
Hun målte også omkreds på min fod og min ankel. Begge steder var højre fod større end venstre. Eller med andre  ord - den skadede fod er hævet. Det havde jeg ikke selv bemærket - at de om formiddagen ikke var ens. Om eftermiddagen vidste jeg det egentlig godt.

Spændende at se hvad der så sker.

20-08-2009

YouSee gør digitale kanaler gratis - hvad betyder det for kunder i Skanderborg Antenneforening?

Category Danish TV
Sendt til Skanderborg antenneforening:

Jeg fik i går onsdag min YouSee HD-boks som jeg bestilte mandag.
Torsdag aften læser jeg at YouSee nu midt i september gør det gratis at se kanalerne digitalt.
Pressemeddelelsen er her: http://yousee.dk/publish.php?id=22150
I pressemeddelelsen står der en formulering:
"Eneste undtagelse er husstande i et antal antenneforeninger, som selv sammensætter deres programpakker."
Det kunne tænkes at væres sådan nogen som os i Skanderborg.

Jeg vil gerne vide, hvad YouSees ændring af prispolitik betyder for mig som kunde i Skanderborg antenneforening. Det er sådan noget som:
Skal jeg opsige min aftale?
Hvad sker der med antenneforeningens priser?
Har jeg stadig brug for en HD-boks?
Har jeg stadig brug for et kort jeg betaler 199 kroner for hvert halve år?

Mvh

Jens Bruntt

05-08-2009

Nyt TV - Samsung LE40A696M1W

Category Danish TV
Så er vores TV blevet skiftet ud. Vi har nu forladt billedrøret og har fået en fin fladskærms-ting. Valget blev et Samsung TV der hedder LE40A696M1W.
Som sædvanlig når jeg skal købe en ting som indeholder elektronik så tager sådan et køb utroligt lang tid. Jeg søger på nettet og læser anmeldelser, jeg besøger en forretning og forhører sælgeren, går tilbage til nettet og læser mere. Åh jo, det er skam et velinformeret valg.
Og som med de fleste andre af den slags køb så er udbudet af produkter nok nærmest for stort. Der er masser af gode TV med stort set enslydende specifikationer og hvor det helt centrale - billedkvaliteten - aldrig kan læses ud af det der står i specifikationerne.
Jeg regnede med at jeg skulle købe TV'et over nettet, men sådan blev det ikke. Frederikke og jeg skulle ud på TV-kigning sammen, planen var at besøge Expert i Skanderborg, og vi kom forbi en lokal high-end TV/Hi-FI-forretning (Bang & Olufsen er et af deres specialer): Vagn's Radio. Og der stod et Samsung TV i vinduet, sat ned fra 9 til 8.000 kr. Samsung var klart på min top 2-liste over TV jeg skulle købe, så det var jo oplagt at kigge ind. Vi fik en lang snak med fyren i forretningen, fik set TV'et i en 36"-udgave. Jeg gik hjem og surfede efter anmeldelser af samme model og selvfølgelig efter priser. Og jeg fandt en leverandør der ville sælge samme model 1.000 kroner billigere, men kun over nettet. Og efter lidt overvejelser over fordele og ulemper ved at købe i en lokal, fysisk butik og faktisk også efter lidt moralske overvejelser (man udnytter butikken ved bare at tappe dem for information og så gå hjem og købe over nettet) ja så besøgte jeg Vagn og købte hans TV.

A picture named M2
De centrale specifikationer er:
  • 40" stort
  • FullHD (1080p) opløsning
  • 240watt / <1Watt strømforbrug
  • mpeg2 og mpeg4 og dekodning af både DBT-T og DVB-C

Og så ser det fantastisk ud når man spiller Ringenes Herre på det. Gåsehud.

Jeg og Karen havde en del snak omkring det umoralske i at skille sig af med et TV der virker. Hvor man kan sige, at hun havde størst problemer med det, og hvor jeg selv godt kunne se problemet. Men for mig handlede det så også om de ting som det nye TV kan som det gamle ikke kunne. Som f.eks. at få DVDer til at se fantastiske ud. Det endte altså godt.
Mangler du et 32" billedrørsTV?


18-06-2009

Simpel måling af dataforbrug på Nokia E65 (Symbian)

Category Danish Telefoner
Jeg har lige fundet ud af en metode til at se, hvor stort ens data-transport-forbrug er på en Nokia E65.
Menuknap->Log->Venstre->Packet data

Her kan man se sit dataforbrug for udgående og indgående siden en eller anden dato. Eftersom man ikke kender den så er man ikke kommet så langt endnu.
Men så kan man nulstille tælleren:
Options->Clear counters

Her skal man (jeg skulle) bruge en "Lock code" som ikke er den samme som den kode man bruger når man tænder enheden.... Jeg fandt ud af at default er koden sat til "12345".
Nu er den nulstillet. Vend tilbage om en uge og se, hvad den så står til...

Min telefon brokkede sig over at den ikke kunne nulstille når der var en aktiv Data Packet connection. Derfor gik jeg ind i Lotus Traveler og satte den til at automatisk synkronisering skulle være slukket. Og så kunne den nulstilles.

26-05-2009

Jordforbedring og Merit Turf har hjulpet - klart færre gåsebiller nu

Category Danish Haven
Jeg har skrevet før om at vi havde problemer med at vores græsplæne var under alvorligt angreb fra gåsebiller:

I november 2006 fik vi spredt et ret godt lag Kompostjord over hele haven. Og vi har fået spredt Merit Turf i 2006 og 2007. Nu er det forår (tidlig sommer) 2009. Og vi har faktisk ingen problemer haft med Gåsebillerne siden vi virkelig rykkede i 2006.

I 2005 og 2006 havde vi ret store plamager hvor græsset døde. Og dem har vi hverken set i 2007 eller i 2008.

Jeg er overbevist om at det bedste bekæmpelsesmiddel er jordforbedringen. Merit Turf er noget der gør noget ved problemet nu. Men næste år kommer det igen, hvis man ikke også bekæmper larverne igen. Og det er så vores kompostjord-projekt der har virket her. Og så banker vi lige under bordet....

Kompostjord-projektet var ret voldsomt. Vi smed rigtigt mange græsfrø foråret efter vi havde spredt jorden ud. Altså foråret 2007. Og det var først i efteråret 2007 at græsset så nogenlunde pænt ud igen.

I 2008 så græsset godt ud, og det ser også rigtigt godt ud nu.

26-05-2009

Vi bytter hus i sommerferien

Category Danish Ferie
Vi er medlemmer/brugere på http://www.intervac.com. Det er en organisation der formidler hus-bytte som ferie-form.
Prisen er ca 450 kr/år.
Du betaler ikke for selve byttet.
Det er sådan lidt som et dating-site:
Du beskriver dine varer.
Du ser på de andres varer.
Søgeinterface, find noget interessant. Skriv en besked til dem der har et hus der lyder interessant. Derefter er det email mellem de to parter.

Vi har byttet hus 3 gange nu:
  • Schweiz
  • Sverige
  • Frankrig
Og i år er det frankrig igen.

Og vi er rigtigt glade for det. Det er "økologisk": Det er en form for genbrug. Der står et dejligt hus som en familie (med børn) rejser fra i deres ferie - vi kan lige så godt låne det af dem. Det er fuldt møbleret, det har legetøj, det har alt det man skal bruge i en dagligdag.

Fordele:
  • Meget billigt
  • Du bor et helt andet sted end de andre turister
  • Dit hus ser beboet ud mens du er væk
  • Huset du flytter ind i har alle funktioner: vaskemaskiner, komfur, køleskab, fryser, internet-adgang osv.

Ulemper:

  • Du bor et helt andet sted end de andre turister
  • Du skal gøre rent og rydde op når du tager afsted hjemmefra
  • Du skal gøre rent og rydde op når du tager afsted fra bytte-huset

Dem som jeg fortæller om detteher synes så nogle flere ulemper. Dem føler jeg ikke er ulemper, men det er jo et spørgsmål om hvordan man nu er skruet sammen i hovedet:

  • Risiko for at der stjæles ting fra dit hus
  • Risiko for at der ødelægges ting i dit hus
  • Der sover fremmede mennesker i din seng - og hvad laver de så i den seng?
  • Fremmede roder i dine ting

26-03-2009

Mit serverrum

Category Danish Huset på Almuevej
Her er et billede af mit serverrum. Det er sådan ca. halvdelen af et skab i vores bryggers.
A picture named M2
Inde i skabet ser vi en sort server (Dell sc420), en HP LaserJet 1020 printer.
På hylden over serveren ser vi fra venstre lidt af min Switch, en bunke papir og min UPS. Ovenpå UPSen ligger en røgalarm.

På bordet til venstre for skabet ser vi mine næste projekter:
Til venstre en harddisk der skal erstatte en harddisk i serveren. Den gamle er ved at gå i stykker.
Til højre står der en 14cm-blæser som man normalt bruger til at bygge ind en støjsvag PC. Den skal jeg have sat ind i skabets væg. Hvis man ser på skabet nu kan man se to huller ca. en meter over bordet. Det venstre hul kommer til at blive noget større, og der skal blæseren monteres. Jeg vil have bedre luftcirkulation i mit serverrum.

Translation

Jens vægt-o-meter

12/08-06: 96,9 kg
14/10-06: 90,1 kg
14/08-07: 94,3 kg
07/11-07: 88,9 kg
09/11-08: 96,3 kg
03/02-09: 93,6 kg
09/08-09: 96,7 kg
30/12-09: 89.6 kg
25/01-10: 88.9 kg
09/03-10: 87.3 kg
31/03-10: 86.3 kg
26/08-10: 94.2 kg

MiscLinks

geocaching

Profile for jbruntt

Visitors