Ubuntu 8.10 sammen med Huawei E220 3G kort fra 3 - virker nu

Jeg har fået mit 3G mobile bredbånd til at virke sammen med Ubuntu Linux 8.10.
Det er jeg sådan set ret stolt over, så nu skal det deles. Og jeg tror, at der er andre der sidder og bander over det, så måske er der nogen der kan få noget ud af min erfaring med det.
Ubuntu 8.10 er jo meget ny - den kom ud i sidste uge.
En af nyhederne i denne version var, at dens NetworkManager nu var i version 0.7.0 og i den version kan den ud over almindeligt og trådløst netværk også håndtere Mobile Broadband - altså disseher små PCMCIA- eller USB-modemer som folk sætter i deres bærbare for at være på nettet i sommerhuset eller i toget (det sidste er jeg jo ret tit).
Og det var især denne nyhed med understøttelsen af mobilt bredbånd der interesserede mig.
Her ser du et klip fra min blærbare. Du kan se, at jeg er forbundet til "3 3G" som er af typen Mobile Broadband og jeg er forbundet til "borg" som er af typen Wireless Networks.

Jeg havde et PCMCIA kort fra mobilselskabet 3 - det hed Huawei E620. Det fik jeg ikke til at virke. Ubuntu 8.10 og også Ubuntu 8.04 kan ikke genkende det ordentligt.
Jeg byttede så med min gode kollega Hans der havde et Huawei E220 - et som man sætter i den bærbare med et USB-stik. Og det fik jeg til at virke.

I første omgang når jeg satte min E220-enhed i den blærbare blev den kendt fuldstændig som den skulle.
Så oprettede jeg en profil.
Her er den i oversigten over definerede forbindelser:

Og her er detaljerne:

Jeg oprettede profilen ved at trykke "+ Add" i listen over forbindelser. Så kommer der en Wizard frem. Fint nok, Problemet er, at den ikke kender 3. Den kender Telia og TDC.
Her skal man så vælge TDC.

Og når wizarden så er færdig skal man rette i profilen. Den ser sådan ud:

Jeg retter i Connection name - laver det om til "3 3G".
Jeg retter i Username og Password. Her skriver Jeg "Dummy" begge steder.
Jeg retter i APN. Her skriver jeg "data.tre.dk".
Alle andre felter lader jeg stå blanke.
Jeg rører ikke ved de to næste faneblade.

Og nu kommer magien. For det virkede ikke endnu for mig.
Læg mærke til feltet PIN i skærmbilledet ovenfor. Her skrev jeg den PIN-kode som jeg havde på SIM-kortet der sidder i 3G-enheden.
Og problemet er, at denne PIN-kode bliver altså ikke brugt til noget.
Effekten er, at når jeg om lidt beder om at blive connected så rumler den lidt på det og bliver ikke forbundet. Og det jeg fik surfet mig frem til var, at PIN-koden bliver ignoreret. Og derfor får vi ikke lov til at få en forbindelse, for SIM-kortet er ikke låst op.

Løsningen er at fjerne PIN-koden på SIM-kortet.
Og hvordan gør man det?
Man tager SIM-kortet ud af 3G-enheden og sætter det i en mobil-telefon.
Her tænder man, angiver PIN-koden når telefonen beder om den.
Så går man ind i en sikkerheds-menu og fjerner PIN-koden.
Slukker telefonen, overfører SIM-kortet til 3G-enheden.
Bob er din onkel.

Sjovt nok så spurgte min NetworkManager efter om den måtte gemme PIN-koden - første gang den fik en 3G forbindelse, og det gav jeg den så lov til. Men det virker altså.

Et par supplerende informations-bidder....

Når man skal fjerne PIN-koden fra SIM-kortet så er det ikke alle mobiltelefoner der vil "spise" SIM-kortet. Jeg havde det først i en Nokia E65 og en Nokia 6500 Classic uden at komme helt frem til at kunne bruge telefonens menuer. Men min datters Nokia 5310 XpressMusic ville godt. Så her er rådet at man ikke skal give op, men bare prøve med en anden telefon, hvis den første ikke vil.

Så er der det med APN. Jeg bruger data.tre.dk. Der findes andre værdier man kan skrive i det felt. Her er en oversigt:
data.tre.dk – bag en firewall
vip.tre.dk – delvis bag firewall - skulle være god til VPN
bredband.tre.dk – ingen firewall
Den sidste kan ikke anbefales - sikkerhedsrisiko.