Der er noget galt med Smitte|stop app på Android
Smitte|stop på Android-telefoner checker ikke automatisk for om ejeren er blevet eksponeret for smitte. Så simpelt er det.
Opdatering 22/3-2021: Jeg mener at det problem der beskrives her er forsvundet. NetCompany har opdateret app'en og sørget for at løse problemet.
Efter min bedste overbevisning så er den helt gal med den app som NetCompany har udviklet for Digitaliseringsstyrelsen. Det er på Android-udgaven at den er gal.
Se her et skærmbillede taget i dag den 28/11-2020 - på min Android-telefon:
Bemærk datoen. 24/11-2020. Og i dag er det altså den 28/11-2020. Der er gået 4 dage uden et check. Den 24/11 havde jeg smitte|stop åben, for at sikre at den var aktiveret. Samme dag var jeg inde i Android-indstillingerne for at tilvælge at Android netop ikke skal batteri-optimere på smitte|stop.
Jeg har checket min kones Android-mobil. Det er meget værre. På hendes mobil står der bare at der ikke har været checket for eksponering i 14 dage.
Min dattes iPhone ser meget bedre ud. Her er der checket for eksponering flere gange dagligt.
Grundlæggende tror jeg, at udviklerne ikke har sikret sig at smitte|stop hægter sig godt ind i operativsystemet med en proces der skal have lov til at køre med højere frekvens end bare når app'en åbnes aktivt.
Der findes modeller i Android for at sikre at en app kan køre baggrunds-kode. Og disse modeller er ikke nødvendigvis "dyre" i forhold til at bruge batteri på mobilen. Og en Android app kan godt have en aktiv baggrundsproces (den der checker for eksponering), selv om app' en ikke står i den liste som operativsystemet viser brugeren over "aktive apps". Men det kræver altså at man programmerer app'en så den udnytter disse muligheder.
Hvis du selv vil checke hvornår din mobil sidst har checket for eksponering, så skal du følge denne sti: Indstillinger -> Google -> Notifikationer om COVID-19-eksponering -> Tjek for eksponering. Så kommer du til samme skærmbillede som jeg har sat ind ovenfor. Der kan selvfølgelig være lidt variation afhængigt af hvilken Android du er på.
Som det er lige nu, så vurderer jeg at brugeren af Smitte|stop er nødt til, dagligt, at åbne appen, for at være sikker på at der rent faktisk checkes.
Der findes en udemærket, officiel side med Svar på spørgsmål omkring appen.
Lige om lidt Tweeter jeg og linker hertil fra LinkedIn. Hvis du vil kommentere, så gør det dér.