En ny Kia Ceed og ild i den gamle

Vi får ny bil. Vi køber igen en Kia Ceed, for den gamle brændte!

En ny Kia Ceed og ild i den gamle

Vi får ny bil. Vi køber igen en Kia Ceed, for den gamle brændte!

Ild i den gamle Kia ceed

kia_ceed_med_ild_2
Baggrunden for at vi skifter bil nu er ret dramatisk: Den gamle Kia Ceed gik der ild i, mens Karen var på vej til arbejde. Det var i onsdags - den 7/3.
Karen kom kørende ad motorvejen mod Aarhus, og da hun var ved at køre af, for at komme op på Viby Ringvej gjorde andre billister hende opmærksom på at der var kraftig røg under bilen. Hun kørte op på cykelstien, og ringede til mig, og nåede kun at sige at der var røg, og nu kommer der også flammer, og så sagde jeg - du skal ringe 112.
10 minutter senere var brandfolk i gang med at slukke den.
Inden da havde Karen oplevet at folk faktisk er flinke. Flere cyklister havde spurgt til om hun var OK. Flere billister smed pulverslukker ud til hende. En enkelt cyklist forsøgte at slukke branden.
Brandfolkene var også rigtigt flinke. Det virkede helt klart som om at de gjorde hvad de kunne for at få ro på hende. Sagde forskellige brand-sjovheder: røgfarvet glas er meget populært for tiden, for eksempel. Og de sikrede sig at hun havde fået transport videre, da der var kommet styr på ilden.
Vi får aldrig at vide hvorfor der gik ild i den; jeg har talt med både vores forsikring og taksator, og der er ikke fundet en forklaring. Det kan ikke betale sig for forsikringen at lede rigtigt meget efter den, for bilen er næste 10 år, og der er ikke noget der tyder på at nogen har gjort noget forkert.
Forsikringen nævnte, at det kunne have været noget med et værksted der havde begået en fejl, eller det kunne være os selv der havde tabt en tændt cigaret inde i bilen. Men det var ikke tilfældet.

Vi ender med at få 30.000 kroner for bilen fra forsikringen. Det er rimeligt for en bil på knapt 10 år, der har gået 300.000 km. Det er også ærgerligt, for jeg tror der kunne have været flere gode år i den. Den bil har vi bare haft utroligt lidt knas med. Den kørte godt, der var kun småreparationer, den var rummelig.

Den nye Kia ceed

Så jeg talte med FDM - hvad skal jeg købe i stedet. Og rådet var grundlæggende, at hvis jeg var glad for min Kia, hvorfor så ikke købe en ny Kia? De havde også andre forslag - for eksempel Hyundai.

Torsdag aften bestilte vi så en ny Kia Ceed.
kia_ceed_dark_gun_metal
Den bliver i farven Dark Gun Metal. Det er ikke yndlingsfarven, men der var ikke andre at vælge mellem, som kunne leveres hurtigt.
Det bliver en 1.0 liters benzin motor med 120 hk. Det er en T-GDI motor - altså med turbolader. 6 gear, hvor den gamle havde 5 gear.
Det bliver - igen - 5-dørs modellen.
Og udstyrsniveauet hedder Style Limited. Det betyder at det er grundmodellen (Style), og så med ekstra-features fordi det er en Limited kampagnemodel.

Nogle highlights jeg især er glad for:

  • Navigationsanlægget. Dette er TomTom-teknologi. Der kommer årlige kortopdateringer i syv år, og navigatoren trækker live trafikdata. Trafikdata får den ved at bruge et WiFi-hotspot som skal udstilles af en mobiltelefon. Det er helt fint.
  • Forberedt til Android Auto. Og Apple Car Play. Men vi er jo en Android-husholdning. "Forberedt til" handler om at Google ikke har frigevet Android Auto i Danmark endnu, men der findes krumspring, så vi kan få det. Android Auto handler om at apps på mobiltelefonen vises på bilens skærm i et Bil-design. Det kan for eksempel være Spotify, eller listen med kontakter, som man kan ringe op til. Man kan også bruge stemme-kommandoer: "Play ACDC on Spotify" . Det er fremtiden.
  • Bluetooth-facilitet. Så man kan tale mobil håndfrit, og så man kan streame musik den vej.
  • Mere sikkerhedsgrej. Fordi bilen bare er meget nyere end den gamle.

Den nye bil bliver vores senest den 23/3-2018. Nellemann, hvor vi har bestilt den, arbejder hårdt på at få den frem før da.

Næste bil bliver klippekort

Der er flere jeg har talt med om, at dette måske bliver familiens sidste bil. Selvkørende biler nærmer sig.
Jeg gætter på, at når denneher bil ikke kan mere, så køber familien et klippekort hos en eller anden transport-udbyder på 25.000 kilometer transport.
Så når Karen skal på arbejde, så tager hun en app frem, og beder om transpprt fra hjemmet til arbejdet, og med ankomsttid på arbejdet klokken 8:30. Så sørger transport-leverandøren for at der dukker noget fire-hjulet op, som hun bliver fragtet med.
Det bliver spændende.

Unge og forsikring af bilen

Noget interessant der dukkede op, da jeg talte med vores forsikring (Lærerstandens Brandforsikring). I forhold til Frederikke (19 år) og forsikringen.
Fordi hun er en ikke fast bruger af vores bil, skal hun ikke registreres som bruger. Fast betyder at man bruger den for eksempel hver tirsdag eller den slags..
Havde hun været fast bruger, så ville prisen på forsikringen blive baseret på hende. Ca 24.000 kroner i forsikring pr år. I stedet ligger vi i nærheden af 4.800 kroner pr år. Selvrisikoen havde været på 6.000, og ikke 3.000 som vi heldigvis nøjes med.
Og noget andet interessant er, at hvis Frederikke laver skader på bilen, skader som har en selvrisiko, så er selvrisikoen 6.000, fordi det er hende der lører. Uanset om hun er fast eller ikke fast bruger. Hun har heldigvis kun lavet småting på den gamle - lidt lak-ridser - men der er da noget her at have respekt for.