Forside 11/1-2006 - fødselsdag

I dag er det Jens' fødselsdag hurra, hurra, hurra!
Tillykke til mig. 38 år. Ja, det føles jo egentlig ikke meget anderledes end at være 37. Nu er jeg jo heller ikke fyren der er så let at hidse op, så fødselsdag er i virkeligheden først og fremmest noget der er sjovt fordi vores børn synes at det er sjovt.
Men lad os tage en status på de 38...
I Convergens har jeg jo efterhånden arbejdet i ret mange år. Siden 1999 - det er snart syv år. Av, det er lang tid.
Jeg synes at det har været syv gode år. Der er sket meget på arbejdsfronten - firmaet har bevæget sig meget, og jeg har fået lov til at bevæge mig med det. Nye arbejdsopgaver, nye teknologier, jo jeg synes at det har været godt.
Det har også - igen på arbejdsfronten - været nogle hårde år. Vi har oplevet nedgangstid i IT-branchen, og det slog også igennem i Convergens. Der har været en del usikkerhed. Det er der så ikke nu.
Jens - 38 år - 11/1-2006
Jens - 38 år - 11/1-2006

Mens jeg har arbejdet i Convergens er jeg flyttet fra Frederiksberg på Sjælland til Skanderborg. Det gjorde vi i maj 2001. Så jeg har arbejdet hjemmefra i snart fem år. Det har bare været helt rigtigt for vores familie. Og jeg har åbenbart den rigtige støbning til at kunne arbejde sådan. Vi er kun to i Convergens der arbejder som jeg - med kontoret i hjemmet som primære arbejdsplads - hvor kontoret i København er primære arbejdsplads for alle vores andre kolleger.
I virkeligheden er det jo et interessant "eksperiment". Det er ikke mit indtryk at der er særligt mange danskere der arbejder så massivt hjemmefra som jeg gør (eller Jesper Schrøder - min kollega). Og jeg forstår da helt klart hvorfor det kan gå galt. Det kan gå begge veje: Man kan lave for lidt, fordi der bare er for mange muligheder for overspringshandlinger, og man kan lave for meget fordi kontoret jo er kun fem meter væk fra dagliglivet. Men det er altså lykkedes for mig. I perioder arbejder jeg meget - over 50 timer på en uge - men det er i virkeligheden meget sjældent. Min arbejdstid ligger generelt ret tæt op ad en normal arbejdstid.

Og så er der jo børn. Mads (3½ år nu) og Frederikke (7 år nu). Det skal ikke være hemmeligt, at jeg ikke havde det der mor-gen, der giver et "sug" efter at få børn. Jeg valgte på den anden side heller ikke at være med i børneprojekterne under det store pres. Det var som så meget andet jeg tager beslutninger om nok meget rationelt - det er da klart at vi skal have børn.
Og så er det så vigtigt at få med, at jeg er glad for vores to børn. Ja, jeg elsker dem faktisk. De er alt det som børn er - irriternede, sjove, underfundige, elskende, rode-hoveder - og glade. Og det giver mig noget at være sammen med sådan nogen unger. Hurra for mine børn! Nej, hvor bliver det pinligt for Frederikke og Mads at læse det her når de bliver større - men i det mindste er der ikke billeder af nøgne børn på siden.

Og så er der jo min kæreste, samarbejdspartner og kone. Tænk, Karen og jeg har været gift 13 år nu. Der er klare tegn på at det var en god ide at blive gift - og at blive kærester. Det lyder mystisk, men vi har faktisk aldrig de der stridigheder som man kan få i sit "forhold", hvor man råber højt og smider med tallerkener. Når vi har konflikter er det altid Karen og mig sammen mod det problem vi nu har: Sygdom, arbejdsproblemer, børn der ikke vil rydde op (det sidste er Karen rigtigt god til at klare selv ).
Mads og Frederikke til lygtefest