Forside 17/6-2005
Jeg har lige bestået eksamen i det fag jeg har deltaget i som fjernstudium her i forårs-semesteret på Århus Universitet. Introduktion til Objektorientert Programmering. Der var ikke noget med karakterer.
Grundlæggende så har det været et Java-grundkursus og med en hel del introduktion til Objektorienteret tankegang. Kurset kan bestemt anbefales - men det udbydes nu ikke derfra lige med det samme.
Og jeg bruger det faktisk til noget. Jeg har lige lavet noget Java-kode på mit arbejde, og jeg har også skrevet et program til Kirsten, Karens Søster, som kan "stemme" ord: Fjerne flertalsendelser og den slags.
Java er klart en fornuftig vej for mig - Lotus Notes og Lotus Domino bruger det mere og mere.
Mads starter i Vrold Børnehave den 1/8-2005. Vi har lige været på besøg derovre for lige at snakke lidt med dem. Mads nåede undervejs at sige til Anni (pædagog på Mads' kommende stue - dygtig!) at "jeg hedder Mads og jeg er ikke genert"; så var det ligesom på plads.
Frederikke har i dag sidste skoledag. Så hedder det 1. klasse efter sommerferien. Det har været et godt år for hende i 0. klasse.
Karen er færdig med sine eksamener - det er gået godt - og hun er nu på vej ned i gear. Det tyder på at hun kun får et ½-tidsskema næste år. Det er OK. Hun planlægger at begynde på et ekstra sidefag i Dansk for at få noget opkvalificering, videreudvikling osv.
Jeg selv har travlt med et projekt jeg er hoved-person i for et shippingselskab i Århus. En håndfuld websites der skal bygges. Så jeg har fart på ind midt i juli.
Iøvrigt så er Lego Star Wars stadig sjovt. Mads render rundt og snakker om dobbelthop og lyssværd - det er sjovt. Og han er skuffet hver morgen når jeg siger, at vi først kan spille når han kommer hjem fra dagpleje.