Forside 14/12-2004
Så er det snart ved at være jul. Udemærket.
Jeg har endnu ikke købt den centrale gave - den til Karen. Men jeg har da planer
Vi skal lige vende den med sikkerhed og Internettet igen. Det er altså temmelig vigtigt. Jeg fandt denneher artikel: Who says safe computing must remain a pipe dream? Den opstiller en lille håndfuld regler for hvordan man bør opføre sig, og hvad man skal bruge.
Det er ikke let stof. Da jeg begyndte at bruge nettet (måske i 1993?) var virusser kendte, men der er sket meget siden da. Nu har vi også hacking af vores private computere, vi skal have firewalls, der er malware og det er bare for meget.
Detteher er altså temmelig vigtigt folkens. Og her taler vi altså specielt om hjemmecomputerne - vores arbejdscomputere plejer der at være styr på.
Jeg kørte en lang taxa-tur for et par dage siden. Det var nummer to indenfor 14 dage med samme chauffør. Og vi fik snakket computere (igen). Han havde for 2-3 år siden købt et svin af en computer i Merlin (ja, man tager sig til hovedet). 23K havde han betalt. Kan man overhovedet købe så dyr en computer til hjemmebrug?
Anyway. Hans computer var begyndt at fortælle ham, at han havde virus. Nå for pokker, det var jo ikke så godt. Hvad skal jeg gøre ved det?
Vi fik snakket os frem til, at han ikke havde virus. Han havde Windows XP. Og den havde lige modtaget en Service Pack 2. Og dén service pack har indbygget en dims der advarer, hvis man ikke har en virusscanner installeret.
Nå da. Hvad skal jeg så gøre ved det? Det er faktisk lidt sjovt at snakke med ikke-it-folk om den slags ting. Hvordan pokker skal man rådgive manden. Jeg sagde, at han skulle gå ind i en ordentlig pc-forretning og bede om en virusscanner. Men så kom jeg i tanke om - hvad med opdateringer af virusscannerens profiler.... Er vi sikre på, at default-indstillingen er, at der hentes nye profiler? Og hvad så når det første år er gået... kommer den så frem og siger til ham, at han skal betale for et år mere? Og kan han skelne den besked fra en af de evindelige pop-up reklamer han ser på nettet? Det er ikke let.
Først kom jeg så i tanke om, at han (i forretningen) skulle sikre sig (åbne pakken og se efter), at der var telefonsupport. Forretningen skulle simpethen garantere, at den var der, og han skulle checke det inden han gik ud (vi kender godt de der sælgere der både kan sælge vaskemaskiner og software). Men selv dér... er vi sikre?
Jeg endte i Høje taastrup (ved stationen - skulle hjem til Skanderborg) med at råde ham til at gå ned i det lokale supermarked og se, om ikke der var et af de opslag vi tit ser i mit lokale supermarked med tilbud om at man for 100 kr pr time kunne få en lokal mand ud for at se på maskinen.... det er meget mere sikkert (under forudsætning af at den lokale mand ved hvad han gør - men det tror jeg nu faktisk at han gør). Nu tror jeg nok, at det skal gå for ham.