Næste Generation Digital Post er nu i udbud
Så kører udbudstoget for den næste store udgave af den offentlige Digital Post løsning. Den der går under kodenavnet NgDp.
Man kan læse om det på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside: Central it-infrastruktur i udbud. På dén side er der videre links til stedet hvor man kan læse mere udbudsteknisk om udbuddet, og hvis man registrerer sig kan man downloade udbudsmaterialet - altså selve de krav der stilles.
Jeg har, som repræsentant for Convergens og Dafolo, deltaget i den markedsdialog (Input er en forudsætning for et succesfuldt projekt) som har været afholdt i forløbet frem til at Digitaliserinsstyrelsen kunne publicere udbudet.
Det er super spændende for en Digital Post-nørd som mig. Jeg tror at det bliver rigtigt godt, og her har jeg skrevet lidt om hvad jeg tænker om det.
Hvornår får vi ny Digital Post?
Den nuværende Digital Post kontrakt udløber i 2020, og så skifter vi til NgDp. Altså om lidt mere end to år. Det er faktisk ikke så lang tid.
Vi har i dag Digital Post version 2. Men hvor skiftet fra version 1 til version 2 nærmest var en point-release - det var jo samme løsning - så er skiftet til NgDp en stor ting.
Hvad er det der er i udbud?
Grundlæggende er NgDp det samme som den Digital Post som vi kender i dag. Som slutbruger - borger eller virksomhed som skriver med myndigheder - vil det langt hen ad vejen være det samme. Det er noget der dybest set er webmail, men hvor staten sørger for at sikkerheden er i top. Ingen spam, ingen malware, ingen tvivl om hvem der er afsender og modtager. Den eksisterende Digital Post løsning har leveret rigtigt godt på sikkerhed og tillid, og det vil være det samme når NgDp er i luften.
Som udbudet er skruet sammen, så er det backend'en der er i udbud. Selve det at sende, modtage og fordele Digital Post - det er den infrastruktur der er i udbud.
Frontenden til Digital Post - det vi som brugere ser i dag på borger.dk, virk.dk (hvis man er virksomhed) eller på e-boks.dk (hvis man vælger at læse sin Digital Post dér) - er ikke en del af udbudet. Der vil komme selvstændige udbud på det at udvikle frontends til borger.dk og virk.dk.
Digital Post er ikke e-boks
Og her kommer vi så til noget som jeg er spændt på, hvordan brugerne vil reagere på. E-boks og Digital Post er ikke det samme. Og det vil blive tydeligt når brugerne logger på den nye Digital Post løsning i 2020. For til den tid ser du ikke dit e-boks-indhold blandet samme med din Digital Post. Du vil her kun se det du har modtaget fra offentlige myndigheder. Du kommer ikke til at se bankudskrifter, årsstatus fra dit forsikringsselskab, breve til underskrift fra bank eller realkredit-institut, for disse dokumenttyper er ikke Digital Post - de er e-boks-indhold, som hører til i virksomheden e-boks' elektroniske dokument-leverance-system.
Måske bliver det helt usynligt. Hvis man er bruger af e-boks.dk - websitet - og hvis firmaet bag e-boks vælger at bygge integration til den nye Digital Post løsning, ja så burde det være sådan at man ikke kan se det. Men det er ikke sikkert at firmaet e-boks synes at det kan betale sig for dem. Det bliver spændende at se.
Det der i dag - med den version vi har af Digital Post - gør at e-boks og Digital Post stort set er synonymer er, at det er firmaet e-boks der både ejer og driver e-boks dokument-løsningen og som også ejer og driver Digital Post-løsningen. Staten betaler e-boks for at drive en Digital Post-løsning. Efter min bedste overbevisning er de to løsninger samme løsning. Samme kode. Sandsynligvis med to databaser - en til e-boks-data og en til Digital Post-data. Sikkert på to sæt servere. Men det er samme løsning. Derfor er det let for e-boks at får de to ting til at vises i samme skærmbillede.
Når vi når til NgDp, så er det min klare overbevisning, at der ikke kan blive tale om at e-boks-løsningen og Digital Post-løsningen er samme løsning. Som jeg har læst tidligere oplæg til hvordan struktur og ejerforhold skulle være, så kan det ikke være samme løsning.
Firmaet e-boks kan byde, og det er helt fint hvis de vinder; de har en masse kompetance i dette område. Men staten får et tættere ejerskab til den tekniske løsning.
Smarte nye features
Features primært til borgere og virksomheder
Næste Generation Digital Post kommer til at tilbyde rigere faciliteter. Det bliver muligt at sende for eksempel en kalender-invitation ("Møde om plan for byggeri af carport") til en borger. Og man kan sende borgeren et dybt link til en betalings-løsning ("betal din bøde her"). Man kan sende modtageren geolinks ("Se hvor det er at vi har tænkt os at føre en vej gennem din mark").
Features til effektivisering af fordeling
På det dybere metadata-område gøres modellen for hvad afsender af en Post kan sende med væsentligt større. Afsenderen kan give flere detaljer om hvad det der sendes handler om. Afsenderen kan give flere detaljer om hvem det er han synes der skal modtage forsendelsen. Og disse muligheder gør, at modtageren bedre kan sortere og styre modtaget Digital Post ind på rette plads. Dette er faciliteter der ikke rigtigt handler om når man sender til en borger, men derimod handler det om effektivisering af når myndigheder skriver til andre myndigheder, eller når myndigheder skriver til (mellemstore/store) virksomheder.
Hvad der ikke kom med
Tidligt i forløbet havde jeg klart indtryk af at man i Digitaliseringsstyrelsen så infrastrukturen som email. Altså at "databasen" inde i maven af NgDp var emailservere. Det havde jeg svært ved at kunne se at man kunne få til at virke. Og det er mit indtryk at det ikke kommer til at være sådan. NgDp vil have mere almindelig database-teknologi i maven. Det kan være relationsdatabaser eller NoSql, men det er databaser.
Digital post i din sociale medie-platform fik vi ikke. Ingen indkaldelser til møde om genoptræning i dit Facebook feed. Det var ideer der var oppe at vende tidligt i forløbet. Men det er faldet ud igen. Det er igen en ting, hvor jeg tænkte at det kunne være smart og godt, men hvor jeg bare ikke kunne se at det kunne gøres sikkert nok.
Dog - der er en model for at man som afsender kan angive en adviseringstekst på sin forsendelse. Så kommunen sender dig en PDF med indkaldelse til møde om genoptræning i din rigtige Digital Post, men sammen med den er der en SMS-agtig kort adviseringstekst. Dybest set kunne man godt forestille sig den tekst komme ud i din Facebook Messenger, Snapchat, Whatsapp.... "Vi har sendt dig noget vigtig Digital Post, KH KBH kommune".
Vi kommer heller ikke til at se metadata gemt inde i PDF-dokumenter. Tidligt i forløbet omkring NgDp blev der talt om at de metadata som beskriver den enkelte Digital Post besked skulle være indlejret i den PDF som blev sendt; man talte om begrebet en "profil", som jeg forstod som "variant" af PDF formatet. Det lød interessant, men jeg fik aldrig set konkrete eksempler på det. Som jeg forstår det, er dette koncept væk igen.